Gå til forsiden
sitemap
Send os en mail
 
Betingelser
 
De har også mulighed til at downloade Betingelserne:
 
 
ALMINDELIGE BETINGELSER vedrørende møbeltransport og opbevaring.

Bøgeskov Flytteforretning a/s, i det følgende benævnt Bøgeskov:

 

Ved KUNDEN forstås ejeren, som respektive den, der på ejerens vegne - eller i øvrigt legitimeret hertil af denne - bestiller flytningen eller opbevaringen.

 

1. Vilkår

 

Vilkår, som ikke fremgår af nærværende betingelser, eller af særlig skriftlig aftale mellem parterne, kan ikke gøres gældende.

 

2. Ansvar

 

a. Bøgeskov bærer ansvaret som fragtfører.

 

b. Bøgeskov er dog kun ansvarlig for bortkomst eller skade, som skyldes fejl eller forsømmelser hos Bøgeskov eller det af dette antagne mandskab. Bøgeskov er således f.eks. ikke ansvarlig for tab, der skyldes force majeure eller godsets egen beskaffenhed (herunder at godset ikke kan tåle påvirkninger, der normalt forekommer under møbeltransport og opbevaring).

 

c. Bøgeskov er ikke ansvarlig for angreb af skadedyr af nogen art, som ikke kan tilregnes Bøgeskovs forhold.

 

d. Kunden har pligt til skriftligt at gøre Bøgeskov opmærksom på, at der er tale om særligt værdifuldt gods, såsom antikviteter, kunstgenstande, malerier, orientalske tæpper, m.v., guld, sølv, ædle stene og peng, eller ulovligt gods i indboet (f.eks. tobak, spiritus, pornografi, narkotika, våben, m.v.).

 

 

e. Bøgeskov er uden ansvar for bortkomst eller skade, der skyldes behandling, nedpakning, læsning, stuvning, aflæs og udpakning foretaget af kunden eller personer, der handler på dennes vegne.

 

3. Erstatning

 

a. Bøgeskovs erstatningspligt begrænses til genanskaffelsesprisen umiddelbart inden skaden indtrådte, idet affektionsværdien eller anden særlig værdi ikke erstattes, medmindre Bøgeskov på kundens opfordring udtrykkeligt i aftalen har påtaget sig et videregående ansvar for nøje specificerede genstande.

 

b. Erstatningen kan ikke overstige det af kunden dokumenterede tab og kan højst andrage 50.000 kr. for et enkelt kolli eller indholdet af en flyttekasse og max. 1 mio. kr. pr. flytteopgave, medmindre Bøgeskov på kundens opfordring udtrykkeligt i aftalen har påtaget sig et videregående ansvar.

Hvis flere kolli omfatter effekter, der tilsammen kan betragtes som en enhed (f.eks. et service), er Bøgeskov kun ansvarlig for ét kolli. Bortkommer eller beskadiges enkelte dele af en sådan enhed, har Bøgeskov intet ansvar for en mulig værdiforringelse af selve enheden, medmindre særlig skriftlig aftale er truffet herom.

 

c. Når erstatning for fuld nyværdi er betalt, overgår ejendomsretten til det bortkomne/beskadigede gods til Bøgeskov.

 

d. I stedet for kontant erstatning kan Bøgeskov efter aftale med kunden levere nye effekter, identiske med de bortkomne/beskadigede, eller efter aftale med kunden lade udføre en håndværksmæssig korrekt reparation af beskadigelserne.

 

4. Reklamationer

 

Krav om erstatning bør skriftligt tilstilles Bøgeskovs kontor. Ved synlige mangler skal reklamationen sendes straks, i andre tilfælde uden ugrundet forsinkelse og senest 7 dage efter henholdsvis flytningens afslutning eller godsets udlevering.

 

5. Sagsanlæg/værneting

 

Sag mod Bøgeskov skal anlægges i den retskreds, hvor Bøgeskov har hjemsted. I forbrugeraftaler dog ved Bøgeskovs eller forbrugerens værneting.

 

SÆRLIGE BETINGELSER VEDRØRENDE MØBELTRANSPORT

 

6. Transportopgavens omfang

 

a. Transporten omfatter, med mindre andet er aftalt, ned- og opbæring, kørsel samt løs anbringelse af flyttegodset efter kundens anvisning på den nye plads. Af- og påmontering foretages kun ifølge særlig aftale.

 

b. Bøgeskov leverer mod betaling de til nedpakningen nødvendige kasser, jfr. punkt 8c.

 

c. Særskilt aftale må træffes, hvis kunden ønsker ind- og udpakning foretaget af Bøgeskov, eller hvis transporten omfatter genstande, der vejer over 250 kg..

 

7. Transport af farligt gods

 

a. Modtages farligt gods til transport, skal kunden give Bøgeskov nøjagtige skriftlige oplysninger, om hvori faren består og om de forsigtighedsregler, som skal iagttages.

 

8. Betaling for møbeltransport

 

a. Tilbud er gældende i 30 dage fra afgivelse og sker på basis af de på tilbudsdagen gældende arbejdslønninger, takster, fragter og valutakurser m.v.. Prisberegningen starter og slutter på Bøgeskovs domicil.

 

b. Bøgeskov opkræver fragtbetaling ved arbejdets afslutning, medmindre andet er særskilt aftalt.

 

c. I tilbud indarbejdes efter aftale betaling for levering af flyttekasser, ind- og udpakning, transport af tunge genstande over 250 kg., unormale udgifter p.g.a. særligt vanskelige adgangstrapper og tilkørselsforhold samt kontante udlæg og omkostninger i forbindelse med transporten, forsikringstegning, attester, toldbehandlinger, evt. pladsleje, færgebilletter og bropenge.

 

d. Bøgeskov har tilbageholdelsesret for den aktuelle fragt i ikke aflæsset (udleveret) gods svarende til det indbo, som dækker det aktuelle fakturabeløb.

 

e. Hvis en bestilt flytning på grund af forhold, som kunden er ansvarlig for, ikke kan udføres som aftalt, skal Bøgeskov være berettiget til at få dækket dokumenteret tab det måtte lide, idet vederlaget dog ikke kan overstige den aftalte pris for flytningen. Denne bestemmelse træder dog ikke i kraft, såfremt ændringen af det aftalte skyldes forhold, som kunden bevisligt ikke har kunnet undgå, og hvis følger kunden var ude af stand til at hindre, og kunden har meddelt Bøgeskov dette senest 24 timer, og ved virksomhedsflytninger senest 3 hverdage, før den aftalte tid for flytningens begyndelse.

 

SÆRLIGE BETINGELSER FOR UDENLANDSFLYTNINGER

 

9. Generelt

 

Udover førnævnte fælles og særlige betingelser gælder ved udenlandsflytninger:

 

a. Kunden erklærer med sin underskrift på ordrebekræftelsen, at der ikke befinder sig toldpligtigt eller ulovligt gods i indboet (f.eks. tobak, spiritus, pornografi, narkotika, våben, m.v.).

 

b. Jfr. punkt 8a forbeholder Bøgeskov sig ret til en regulering af den aftalte pris, såfremt der 8 dage efter tilbudsdagen sker udefra kommende ændringer med hensyn til takster, fragter, afgifter og valutakurser, og snarest muligt at informere kunden om dette. Betaling ved udlandsflytninger sker før på- eller aflæsning af godset, medmindre andet er særskilt aftalt.

 

c. Bestemmelsen i punkt 8e er ligeledes gældende for udenlandsflytninger, dog således at meddelelse om, at flytningen ikke skal/kan gennemføres, må være tilgået Bøgeskov med en rimelig frist i forhold til den konkrete flytteopgave.

 

SÆRLIGE BETINGELSER VEDRØRENDE OPBEVARING

 

10. Generelt

 

a. Bøgeskovs magasin er grundmuret med fast tag og bygningsforsikret.

 

b. Gods, der er udsat for hurtig fordærvelse, farligt gods eller gods, som kan påføre andet hos Bøgeskov opbevaret gods skade, modtages ikke til opbevaring.

 

c. Skulle sådant gods uden Bøgeskovs vidende være blevet oplagret, hæfter kunden for alle økonomiske og skadelige følger heraf og efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

 

11. Forsikring

 

a. Opbevaret gods er ikke forsikret af Bøgeskov for så vidt angår hændelige skader, men der kan tegnes forsikring via Bøgeskov mod brand, indbrudstyveri og vandskade efter skriftlig aftale mod særskilt betaling.

b. Holder kunden selv godset forsikret, opgives forsikringsselskabets navn samt forsikringssum til Bøgeskov. Kunden skal selv gøre sit forsikringsselskab opmærksom på flytningen.

 

12. Specifikation

 

a. Godset modtages kun til opbevaring efter ydre besigtigelse.

 

b. Er der ikke ved indlagringen udarbejdet specifikation, betragtes det indlagrede som et parti, og opbevaringsbeviset er i så fald ikke noget bevis for, hvor meget der er opbevaret.

 

c. Såfremt specifikation over det indlagrede tilstilles kunden, må eventuel reklamation tilsendes Bøgeskov skriftligt.

 

d. Kunden har pligt til at gøre Bøgeskov opmærksom på, hvis der er tale om særlige forhold vedrørende værdi og indhold af kasser og lignende. Bøgeskov er kun ansvarlig for egne fejl og forsømmelser.

 

e. Specifikationen optages kun mod betaling for det dermed forbundne arbejde. Hvis der af det oplagrede, specificerede gods udtages genstande, eller hvis kunden i øvrigt foretager nogen som helst handling med hensyn til godset, må han på ny sammen med Bøgeskov fastslå godsets antal, respektive vægt og beskaffenhed. Bøgeskov er kun ansvarlig for egne skader.

 

13. Skadedyr

 

Bøgeskov er ikke ansvarlig for angreb af skadedyr af nogen art.

 

14. Rengøring og vedligeholdelse

 

Bøgeskov har ikke pligt til foranstaltninger til rengøring eller vedligeholdelse af det opbevarede. Sådanne foranstaltninger udføres kun efter skriftlig ordre og mod betaling.

 

15. Besigtigelse

 

a. Det står kunden frit for at besigtige lagerlokalerne. Indvendinger mod godsets opbevaringsmåde eller mod valg af lagerlokaler må gøres straks.

 

b. Besigtigelse af det opbevarede gods, ompakning, udtagning af enkelte genstande m.v. kan kun ske efter forudgående aftale med Bøgeskov og arbejdet, der er forbundet hermed, beregnes tarifmæssigt.

 

16. Betaling ved opbevaring

 

Ved ind- og udlevering samt forevisning af opbevaringseffekter beregnes arbejdspenge. Opbevaringsafgiften beregnes månedsvis forud. Afgiften faktureres pr.  påbegyndt måned og skal afregnes via Betalings service. Når en betydelig del af løst anbragt gods udtages reduceres opbevaringsafgiften forholdsmæssigt.

 

17. Opsigelse

 

a. Kunden kan til enhver tid opsige aftalen med 3 hverdages varsel.

 

b. Bøgeskov kan til enhver tid opsige aftalen med 1 måneds varsel.

 

c. Kan værdien af det opbevarede gods ikke klart dække Bøgeskovs tilgodehavende hos kunden, kan Bøgeskov i tilfælde af kundens misligholdelse dog straks ophæve  opbevaringskontrakten, jfr. i øvrigt punkt 22.

 

18. Udlevering

 

a. Forinden udlevering kan ske, skal Bøgeskovs tilgodehavende være betalt.

 

b. Enhver transport i forbindelse med opbevaringen sker i henhold til Dansk Møbeltransport Forenings betingelser, når transporten udføres af Bøgeskov jfr.

ovenstående.

 

c. Bøgeskov er ikke ansvarligt for skader eller mangler, der opstår under transport, som udføres af kunden selv eller på dennes foranstaltning af andre end Bøgeskov, jfr. punkt 2a og b.

 

19. Legitimation

 

a. Ved godsets modtagelse udsteder Bøgeskov i kundens navn et opbevaringsbevis, der ikke må transporteres til tredjemand, hverken til eje eller til sikkerhed,  medmindre Bøgeskov har givet det påtegning herom, jfr. i øvrigt punkt 18.

b. Delvis udlevering kan kun finde sted mod påtegning herom på opbevaringsbeviset.

 

c. Opbevaringsbeviset må opbevares omhyggeligt hos kunden. Går det tabt, kan Bøgeskov mod forevisning af behørig billedlegitimation og mod kvittering udlevere godset til kunden.

 

d. Udlevering til tredjemand kan kun ske ved fuldmagt fra kunden.

 

20. Adresse

 

Henvendelse fra Bøgeskov til kunden kan ske til den sidst opgivne adresse. Forsømmer kunden at anmelde adresseforandringen, er han ansvarlig for alle følger heraf, jfr. bl.a. nedenfor under punkt 22 om tvangssalg og for enhver deraf følgende ulempe og udgift for Bøgeskov i forbindelse med efterlysning af kunden.

 

21. Ejendomsret og panterettigheder

 

Kunden har pligt til ved indlevering af gods at oplyse om evt. hæftelse på godset, pant, ejendomsforhold, m.v.

 

22. Tvangssalg

 

Udebliver forfalden opbevaringsbetaling udover den aftalte betalingsfrist, kan Bøgeskov, efter skriftligt påkrav om betaling til kunden, hvis

 

- denne har opgivet sin ret til genstandene, eller

- det opbevarede ikke mere giver sikkerhed for vederlaget for yderligere opbevaring, eller

- der er tale om letfordærvelige varer, eller

eller i lignende situationer, ved offentlig vurdering eller auktion, bortsælge så meget af godset, at Bøgeskovs samlede fordringer inkl. omkostninger dækkes. Eventuel overskydende salgssum udbetales til kunden.